Mogens Amdrup nekrolog
(i KUNST & BORGER, NR 137, JAN. 2003)
Roskilde Kunstforenings mangeårige æresmedlem døde i september 2002.
I sit lange liv var det kulturen, billedkunsten, musikken og teatret, han allermest var optaget af. Igennem de mange år han boede i Roskilde, lagde han hele sin entusiasme og et stort stykke arbejde i bestyrelserne for Roskilde Kunstforening, Roskilde Musikforening og Roskilde Teaterforening.
Da han på grund af alder trak sig tilbage, værdsatte disse hans mangeårige indsats. Som den eneste borger i Roskilde opnåede han at blive udnævnt til æresmedlem af alle tre foreninger. Mogens Amdrup døde 96 år gammel »mæt af dage«. Indtil de sidste par år var han en fast og flittig gæst ved arrangementerne i de tre foreninger, hvor han havde lagt mange kræfter.
Noter om Amdrup:
For mere end 50 år siden slog Inger Margrethe og Mogens Amdrup sig ned i Roskilde, hvor de flyttede ind i den ejendom på 'Frederiksborgvej, hvor Inger Margrethes forældre før havde boet. Mogens Amdrup drev en grossistvirksomhed inden for bijouteri og Inger Margrethe Amdrup var ansat som husholdningslærer i Københavns kommune. Da de kom til Roskilde havde de ikke så langt til pensionsalderen og dermed til at have bedre tid til at beskæftige sig med kunst og kultur.
Det blev både billedkunsten, musikken og teatret, der fik glæde af deres aktive medvirken. Mogens Amdrup sad som bestyrelsesmedlem i såvel Roskilde Kunstforening som Roskilde Musikforening og Roskilde Teater. Og Inger Margrethe udfyldte i disse sammenhænge rollen som den perfekte værtinde ved de mange "Nach Spiel" for kunstnere og kunstvenner, som de åbnede deres hus for.
Kendte i byen blev de også for de grandiost iscenesatte "Bastille-fester", som de arrangerede hver år på Bastille-dagen den 14. juli. I sand frankofil ånd blev der her sunget den franske revolutionssang "Marseillaisen" og holdt festtaler i høj stil, inden den indbudte forsamling (ofte mere end hundrede personer) blev bænket ved borde over alt i huset fra fyrkælder til loft. Mange i Roskilde husker endnu med glæde og smil disse festlige begivenheder.
I sine senere leveår oplevede Mogens Amdrup – som en tak for hans store kulturelle indsats – at blive kåret som æresmedlem i alle de tre foreninger, som han havde lagt sine kræfter i.
Ægteparret Amdrup var barnløse og havde heller ikke slægtninge, der kunne gøre krav på noget. Derfor bestemte de i deres testamente, at deres efterladte formue skulle tilfalde Roskilde Kunstforening, Roskilde Musikforening og Roskilde Teater til ligelig deling. Der var tale om en betragtelig formue, hvori også indgik værdien af deres ejendom på Frederiksborgvej.
Det er dette, der danner baggrunden for, at Roskilde Kunstforening har indstiftet "Amdrupprisen", som i 2010, Roskilde Kunstforenings 70 års jubilæumsår – vil blive uddelt for første gang. I fundatsen for denne pris står, at den årlige pris kan tildeles en kendt og meriteret kunstner med tilknytning til Roskilde. Der kan – og det bliver der i 2010 – uddeles to portioner af prisen, idet en anden pris da skal gå til en ung og talentfuld kunstner. Prismodtagerne skal fortrinsvis findes inden for billedkunsten, men det er ikke en absolut og altid gældende betingelse.
Prismodtagerne findes af en priskomité, der er sammensat af Roskilde Kunstforenings bestyrelse, samt hvert år også et eksternt medlem.
I 2010 er det biskop Peter Fischer Møller, der besætter denne post. Han vil tillige være den, der den 27. marts i forbindelse med ferniseringen på udstillingen "Røde bøffer & Beyond" vil stå for overrækkelsen af prisen til den første modtager.
Det er ikke priser i småtingsafdelingen, der her er tale om, idet der alene for 2010 er afsat 100.000 kr til formålet. Der er nemlig heller ikke tale om en pris, som skal kunne uddeles i al evighed. I Roskilde Kunstforening anses det for væsentligt, at der i en overskuelig årrække uddeles priser, som kan gøre en forskel for den, der modtager dem. Og på det tidspunkt, hvor pengene slipper op, vil der heller ikke være flere mennesker tilbage i Roskilde, der kan erindre, hvem Inger Margrethe og Mogens Amdrup var.
Jens Pedersen 03-10